Den nye IPad Air: funktioner, forskelle og unikke features

Oprettet den november 12, 2013 af Caroline Pedersen | 0 kommentarer

 

IPad Airs ydre kvaliteter

Det første du bemærker, når du får en iPad Air i hænderne, er det utrolig tynde og lette design – en fornemmelse, der ikke helt kan beskrives, før du selv har prøvet det. IPad Air ligger langt bedre i hånden end de ældre iPads, og metallet på bagsiden er velvalgt og behageligt at røre ved. Det er samtidig en følelse af kvalitet, og det er næsten umuligt at efterlade fedtede fingeraftryk, så din iPad vil blive ved med at se godt ud – bagfra i hvert fald, for desværre gør det samme sig ikke gældende for iPad’ens forside. Den 9,11” skærm, der ellers på alle måder har gennemgået en stor forbedring, er næsten en magnet for fingeraftryk, så det bliver et must at have en klud ved hånden, men kan man leve med det, får du en skærm, der imponerer dig. Selvom iPad Airs skærm ikke på papiret virker særlig imponerende, så ændrer dette sig, så snart den kommer i brug. Skærmen er stadig en Retina skærm og med en opløsning på 2048 x 1536 pixel halter den efter konkurrenterne fra Sony og Samsung, men pixels har langt fra lige så meget at have sagt som lys og farver. Både i farvegengivelse og lysstyrke - som iPad Air naturligvis selv regulerer, så du ikke selv behøver bekymre dig om det – lever iPad’en fuldt op til forventningerne, og skærmen er behageligt at kigge på, om du så har et forbrug på flere timer ad gangen.

 

Ipad

 

IPad Airs indre kvaliteter

Batteriet i den nye iPad Air er intet mindre end imponerende. Selv med WiFi kørende og høj lysstyrke på skærmen, holder iPad’en sig i gang i op til 12 timer, og det er mere, end hvad Apple havde lovet. I deres præsentation af den nye iPad Air lovede de op til 10 timers videoafspilning, men i brug overgår iPad Air altså sig selv på papiret.

Grafikken på den nye iPad har også imponeret brugerne, om end der er tale om f.eks. spil eller billedredigeringsprogrammer. Der forekommer ikke ventetid eller lag, og med de aktuelle 64 bitt fungerer enhver app imponerende. Ligeledes er surf på internettet en fornøjelse, og nye sider åbner på få sekunder.

Kameraet er stadig på 5 megapixel som i den ældre model, og selvom det skulle have fået en større sensor, så imponerer det ikke. I dagslys kan du tage udmærkede billeder, men når mørket falder på, vil du have langt mere gavn af en iPhone eller et almindeligt kamera. Du skal med andre ord ikke købe en iPad Air for kameraet skyld.

IPad Air fås med både 16, 32, 64 og 128 GB. Til den almindelige dansker, der både vil kunne bruge forskellige apps og have plads til musik, video og billeder vil en 32GB være det valg, der vil passe de fleste. En 16GB vil med et almindeligt app-forbrug hurtigt løbe tør for plads, men er du blandt dem, der kun bruger din iPad til få ting, kan det række. 64GB er til dig med et højere forbrug, hvor der skal være plads til rigeligt med billeder og måske også en hel del spil. 128GB er til det specifikke behov.

 

Verdens bedste tablet?

Med de mange roser fra alle sider, vil langt de fleste mene, at iPad Air lever op til titlen om markedets bedste fullsize tablet. Designet er revolutionerende, skærmen imponerer, processoren klarer opgaverne, og lyden fra de indbyggede højtaler overstiger forventningerne. Dog er springet fra en iPad 4 til den nye iPad Air ikke så imponerende stort, at det vil føles som en god investering, men det er et valg, der må være op til den enkelte. Sidder du til gengæld med en af de ældre iPads, vil det kunne loves, at du med den nye iPad Air vil kunne mærke en forbedring på alle punkter.

 

IPad Air er set fra 3.600kr. 

Placeret i FAQ, iPad


Næste

Tidligere

Tilføj en kommentar

Kommentarer sendes til godkendelse før de vises